Information om etablering af bufferlager af lægemidler til de danske sygehuse

Som tidligere informeret har Lægemiddelstyrelsen m.fl. bedt Amgros etablere et bufferlager af lægemidler til de danske sygehuse i forbindelse med Covid-19. Denne aktivitet fortsætter, så længe det vurderes hensigtsmæssig af hensyn til Covid-19 beredskabet. 
 
Lagerets størrelse varierer, men svarer som minimum til et sædvanligt forbrug i 3 måneder. En række lægemidler, som anses for at være særlig kritiske for behandling af patienter, har et øget lager ift. de 3 måneder. Beslutning om øget lager ift. de 3 måneder sker i et samarbejde mellem sygehusene, Lægemiddelstyrelsen, sygehusapotekerne og Amgros og kan variere over tid. 
 
I forbindelse med Covid-19 har Amgros netop modtaget en ny opgave. Amgros er blevet bedt om at etablere et sikkerhedslager af et antal lægemidler til en række sygdomme, hvor behandlingen gennemføres på sygehusene, men hvor lægemidlerne udleveres til patienterne på primærapotekerne. Målet med dette lager er, at disse lægemidler kan ”tilbageføres” til primærsektoren, hvis der bliver mangel i primærsektoren. Antallet af lægemidler, vi skal købe i denne sammenhæng, er ca. 400 varenumre. Det forventes, at antallet øges i den kommende tid. I fald vi sælger af dette lager, vil vi indkøbe nye for at kunne opretholde lagerniveauet, så længe det er ønsket, at vi opretholder bufferlageret i forbindelse med Covid-19. Ordrer på køb af disse lægemidler vil være mærket med ”Primær apotek” under indkøber på ordren. Det er vores mål, at dette lager anvendes inden det udløber. Lægemidlerne købes uden returret, men skal have en holdbarhed svarende til de sædvanlige minimumskrav til holdbarhed i Amgros aftaler, som normalt er 12 måneder.
 
For alle vores køb er det vigtigt, at dette ikke giver anledning til øjeblikkelige restordrer, hverken på sygehusapotekerne eller i primærsektoren. Vi vil derfor bede jer om at prioritere leverancer til sygehusapotekerne før vores ordrer og kun bekræfte øjeblikkelig levering af de mængder, som ikke skal anvendes til at forsyne apotekerne i den nærmeste fremtid. Kan I ikke levere den fulde mængde med det samme, vil vi gerne vide, hvornår I kan levere restmængden. For god ordens skyld; vi forventer, at jeres leveringer opfylder krav til restholdbarheder, som er gældende i vores aftaler. Er dette ikke muligt for jer, bedes I kontakte kundeservice@amgros.dk inden levering. 
 
Ved etablering af Amgros’ eget lager hos Nomeco, er leveringer til Amgros blevet anmodet om at følge Nomecos ”Conditions for deliveries”, som vi vedhæfter til jeres information. Er der spørgsmål til ”Conditions for deliveries”, kan de rettes til Jakob Skov (mail: jasko@nomeco.dk) eller Jesper Lotz (mail: jelot@nomeco.dk) hos Nomeco. Nomeco HCL Conditions for Deliveries.pdfNomeco HCL Conditions for Deliveries.pdf
 
For at få en smidig og prioriteret fysisk levering af lægemidler til Amgros’ lager hos Nomeco, bedes jeres transportør booke en slot-tid hos Nomeco via TransWide. Hvis transportøren ikke allerede er oprettet i TransWide hos Nomeco, bedes de sende en e-mail til mebli@nomeco.dk med overskriften ”Oprettelse af adgang til TransWide”. Eventuelle spørgsmål til TransWide kan også besvares af mebli@nomeco.dk. Se også den vedhæftede Quick guide. Quick Guide twSlot for Carriers.pdfQuick Guide twSlot for Carriers.pdf

Hvis der ikke bookes tid i Transwide, vil adgang til aflæsning ske, når der er ledige muligheder hos Nomeco.
 
Salg af lægemidler fra lageret forventes at starte, når vi har fået etableret de fornødne IT-integrationer med Nomeco. Vi forventer, at dette er etableret i sidste halvdel af april 2020. Til den tid vil vi omdirigere ordrer fra sygehusapotekerne til Amgros’ lager hos Nomeco, som vil levere lægemidlerne til sygehusapote​kerne. Samtidig vil Amgros løbende indkøbe lægemidler fra leverandøren for at kunne opretholde det besluttede lagerniveau for hvert lægemiddel. Det forventes, at Amgros vil bestille de enkelte lægemidler med et interval på mindst 2-4 uger, for at undgå småordrer til jer. Vi forventer at sende disse ordrer til jer, på samme måde som sygehusapotekerne gør i dag. Amgros vil i forbindelse med opstart af salg til sygehusapotekerne give leverandørerne mulighed for at se følgende informationer pr. vare:

lager på Amgros’ lager hos Nomeco 
salg i ønsket periode 
”åbne” ordrer til sygehusapotekerne. 

Faciliteten vil blive etableret på Amgros’ Leverandør- og Udbudsportal, og det vil kun være muligt for leverandøren at se egne varer. 

Indtil vores IT-integration med Nomeco er etableret, vil vi kun sælge fra lageret, hvis dette forhindrer en restordre til sygehusapotekerne.
 
Amgros vil gerne takke samtlige leverandører for den samarbejdsvilje og positive tilgang, I har været i kontakten og samarbejdet i den seneste periode. Det bidrager til, at vi får løst denne opgave på en god måde!
 
Spørgsmål til ovenstående information kan rettes pr. mail til Covid-19@amgros.dk