Markedsdialog om udbudsskabeloner for udbudsåret 2025

​​​​​​Amgros er ved at opdatere udbudsskabelonerne til brug for udbudsåret 2025.

Vi inviterer i den forbindelse alle relevante aktører til at deltage i en markedsdialog, hvor I får mulighed for at kommentere på mulige ændringer i udbudsskabelonerne 2025.   


I deltager i markedsdialogen ved at besvare et digitalt spørgeskema i Microsoft Forms. Se link nedenfor. 

Svarfrist den 31. januar 2024 kl. 12.00 


Indledningsvis skal det nævnes, at udbudsskabelonerne for 2024 og 2025 vil have enslydende krav om ansvarlig virksomhedsadfærd og human rights due diligence. Dette krav var i høringsproces hen over årsskiftet sidste år (Opfølgning på markedsdialog 2022​), og vi ønsker at få yderligere erfaringer baseret på den nuværende formulering, inden vi eventuelt foretager revideringer i teksten. 

Amgros er ved at udvikle en digital løsning til indrapportering og evaluering af miljøkriterier og andre kvalitative kriterier. Den er nu på trapperne, og derfor forventer vi at rulle de fælles nordiske emballagekriterier ud på væsentlig flere udbud i 2025. Medicinrådsudbud vil dog ikke være omfattet af dette i 2025. Bemærk, at vi kun forventer præciseringer til emballagekriterierne i forhold til det, der fx er anvendt ved udbud 2024 - 2.211.a (se Bilag Z). 

Vi har med hjælp fra Konsulenthuset Viegand Maagøe fået udarbejdet en hotspot-LCA (livscyklusanalyse) af morfinpræparaters klimaaftryk.   

Der er kun lavet få beregninger af lægemidlers CO2-aftryk, og metoderne er stadig under udvikling. Vi mener derfor, at det er vigtigt, at vi har en åben dialog om beregningsmetoderne. Vi vil også gerne understrege, at formålet med denne LCA for morfin er at give os en bedre forståelse af lægemidlers CO2-aftryk fra produktion til administration. 

Analysen viser klimaaftrykket for en DDD morfin i tablet- og injektionsform. Samt fem emballageformer.  

Emballage og administration har et stort klimaaftryk i denne beregning, hvilket understreger betydningen af emballagekriterierne. Derudover har API-produktionen et højt klimaaftryk, hvilket vi havde forventet. 

LCA’en giver et billede af, hvor der er de største CO2-aftryk af morfinpræparater fra råvarer til administration. Denne LCA kan selvfølgelig være væsentlig forskellig fra andre lægemidler afhængigt af mængden af aktivstof i lægemidlet og mange andre faktorer. Analysen indikerer, at der er muligheder for at øge energieffektiviteten og dermed sænke CO2-udledningen. I lægemiddelfremstillingen for injektionspræparater er nogle af de største klimasyndere ventilation i renrum, autoklavering samt åbning og lukning af ampuller. Water for Injection (WFI) -produktionen er også energikrævende.   

Der er derfor også medtaget spørgsmål om disse forhold i markedsdialogen. 

Hovedområderne i markedsdialogen er: Last-mile transport, emballage, lægemidler med device, inhalationsspray, spildevandsrensning, energieffektivitet og klimastrategier. 

Disse områder forventes primært at blive medtaget som udbudskriterier i de relevante udbud for 2025.  

Vi anbefaler, at inden I starter med at besvare markedsdialogen (nedenstående link) læser spørgsmålene igennem og om nødvendigt indsamler viden og svar. I finder kopi af spørgsmålene i markedsdialogen i denne pdf, og engelsk version af spørgsmålene i pdf er tilgængelig her. Det er i Microsoft Forms desværre endnu ikke muligt at gemme og afbryde indtastning undervejs. 

 

I kan svare på markedsdialogen her ​

 

Amgros overvejer desuden at foretage redaktionelle/præciserende ændringer i udbudsskabelonerne for 2025 inden for følgende områder:  

Bestemmelsen om, at varerne skal fremgå af Lægemiddelstyrelsens fortegnelse Medicinpriser.dk senest 4 takstperioder (6-8 uger) før indkøbsperiodens start forventes ændret til senest 3 takstperioder (4-6 uger) før indkøbsperiodens start. En kortere periode end de 3 takstperioder vil ikke være muligt på grund af det omfattende forberedelsesarbejde for sygehusapotekerne, som nødvendiggør denne tid. 

Amgros forventer at ændre på leveringstiden fra 10 til 12 dage til Amgros’ lager.  

Amgros vil derudover gerne gøre opmærksom på, at der i de aftaler, der er udbudt med laveste pris (1.x.a aftaler) med undtagelse af lægemidler behandlet i Medicinrådet, er indsat mulighed for frasigelse af forlængelse, jf. pkt. 8.2.2 i rammeaftalen. Det skal ske senest 8 måneder før indkøbsperioden slutter. ​